Snedkerprisen 2022
SNEDKERPRISEN 2022 – Danmarks bedste snedkerarbejde?
Der er deadline den 1. april 2022 og 150.000 kroner i pengepræmie.
I år vil snedkerlauget motivere talent og den innovative tilgang til det traditionelle håndværk…
Snedkerprisen 2022 skal snart uddeles, og i år graver Københavns Snedkerlaug efter guld og borer efter diamanter. Priskomitéen har mentalt spændt pandelamperne på for at finde en snedker, arkitekt eller en anden aktør, der arbejder med det fine, gamle snedkerhåndværk på en ambitiøs og innovativ måde, men som måske ikke har fået den helt store opmærksomhed for det endnu. Det er bare at komme til tasterne, og sende os et par ord om og nogle billeder af, hvad I kan!
Hvert år hylder Københavns Snedkerlaug det ambitiøse og innovative snedkerarbejde. Hvis du kender et projekt, der fortjener laugets hyldest i år, skal du blot sende et billede og en kort beskrivelse til vibeke@snedkerlauget.dk.